lørdag den 21. januar 2012

DIY-minilagkager til børnefødselsdag

Den sorte dug skyldes, at vi holdt heksefødselsdag
De sidste par år har Rebecca ønsket de her minilagkager til sin pigefødselsdag. Og hun har allerede bestilt dem til næste fødselsdag (om 1/2 år!). Pigerne elsker at lave dem - men kan som regel ikke spise op...
Jeg bruger 1 lagkagebund pr. person. Den stikkes ud, så der bliver 3 lag af en bund (købebunde).
Bundene udstikkes i god tid (evt. dagen før).
Også i god tid forbereder jeg pynten: masser af krymmel, m&m's etc., og jeg lægger lidt bananer frem, som de kan bruge som fyld - skæres i sidste øjeblik/ved bordet. Kagecreme røres sammen og stilles køligt, ind til det skal bruges.

Ingredienser:
Lige så mange lagkagebunde som personer
Flødeskum (dåse)
Kagecreme
Krymmel (mange slags)
Chokoladeknapper (m&m's)
Syltetøj / frisk frugt (jordbær, bananer...)

Slagplan:
Pigerne får udleveret en bund ad gangen, og så kommer de creme, frugt/syltetøj på, så en bund, så lidt creme, så flødeskum - og så skal der pyntes. Al pynten står på bordet.
Jeg plejer at købe flødeskum på dåse - men de kan ikke administrere/økonomisere, så de får hjælp til at komme det på. Har også prøvet med pisket skum, men dåserne er et hit.

Ingen kommentarer: