fredag den 13. september 2013

Tomatsuppe med friske tomater


Suppe er bare godt, når sindet må indstille sig på kulde og mørke. Egentlig er det her jo bare pastasovs med ekstra væske. Når der er overvægt af tomater, så kalder jeg den tomatsuppe. Alverdens grøntsager du'r, fremgangsmåden er jo den samme, men så må suppen døbes om!
Lige nu er der mange lækre friske tomater. Alternativt kan dåsetomater og et sqvish pure sagtens gå an.

Ingredienser:
2 løg
1-2 fed hvidløg
600-700 g friske tomater
1-2 gulerødder
2 stilke blegselleri
1-2 rød peber
Krydderier ad libitum. Her bruges paprika og frisk basilikum
Rød balsamico
ca.1/2 l. grøntsagsbouillon
Evt. 1 1/2 dl. creme fraiche eller fløde

De hakkede løg svitses for svag varme i lidt olie; de skal ikke brunes, bare blive klare.  Groft hakket gulerod og blegselleri og evt. hvidløg svitses med. Derefter balsamico, som koges væk. Så tilsættes rød peber i tern og lidt paprika og til slut de groft udskårne tomater. Ikke noget med at koge og flå og pille skræl af, det her er for de dovne og travle, som blender til slut!
Når tomaterne har fået varmen hældes bouillon over, et par kviste basilikum smides i, og alt småkoger i mindst 10 min. - meget gerne mere. I dag gik jeg fx med hunden, mens suppen samlede kræfter. Inden servering kan man evt. røre lidt fløde, creme fraiche eller syrnet fløde i, hvis man kan lide suppen cremet.
Smag endelig til med salt og peber.
Spis brød eller croutoner til (brødtern stegt i olivenolie, som er varmet op med et par fed hvidløg i) - eller som børnene elsker: suppehorn (de der små macaroni-fiduser, som bare koger med til sidst).

Ingen kommentarer: