torsdag den 16. juni 2011

Spidskål - sådan!

Spidskål er efter min mening en grøntsag uden for pædagogisk rækkevidde. Eller det var den, indtil jeg anskaffede Camilla Plums "GRØNT" (leksikon om grøntsagsretter i to bind).
Nu har jeg én sublim måde at tilberede kålen på - oven i købet nem (giver ekstra point!):

Fru Plum bruger pancetta. Jeg er ud af dansk bondeslægt og bruger et passende stykke bacon.

1 spidskål - fjern de yderste blade og hak resten groft (ikke stokken!).
200-400 g. bacon skåret i snitter (jeg skærer huden af og giver til hunden)
salt og peber

Steg baconstykkerne møre på panden (ikke sprøde).
Tilsæt spidskålen, salt og peber.
Lad simre under låg, til det er mørt.

Det passer lige med, at de nye kartofler er kogte... Og de skal spises til.

fredag den 3. juni 2011

Salat uden salat: Agurk, asparges, ærter mm.

Frisk, sprød og lækker...

1 stor agurk - skrællet og skåret i tern
1-2 dl. ærter (friskbælgede, hvis du er frisk - ellers optøede...)
1 bundt asparges, kogt få min., så de stadig er sprøde - skåret i ca. 3 cm. stykker (kan også bruges friske)
fetaost - skåret i tern
1 lime - saften
purløg ad libitum
lidt olivenolie

Blandes og spises.