fredag den 13. september 2013

Skipperlabskovs - uhmmenam (og lidt spidskål)

Det lyder af sømand, smager af barndom og føles som fløjl på tungen.

Ingredienser: (til 5-6 personer - eller 3 personer i 2 dage! Eller 1 sulten sømand)

800-1000 g. oksetykkam i store tern
1 1/2 - 2 kg. kartofler i store tern (de må gerne være uens i størrelse)
2-3 løg - hakket
10 hele peberkorn
3 store laurbærblade
(enebær - det bryds jeg mig ikke om, så det stryger jeg, men det hører egentlig til)
3/4 - 1 liter bouillon
evt. et skvæt lys vineddike (æble fx)

Løgene steges klare ved svag varme. Må ikke brune.
Så skal kødet i, og umiddelbart efter bouillon samt 2/3 af kartoflerne, laurbærblade og de hele peberkorn. Lad småsimre under tætsluttende låg i ca. 15 min.
Tilsæt resten af kartoflerne. Småkoger videre ca. 20-30 min. Hold øje med at der hele tiden er væske i. Tag derefter låget af og rør roligt rundt, indtil de fleste af kartoflerne er blevet til mos. Der må gerne være klumper, men kartoflerne skal selvfølgelig være helt møre. Hvis labskovsen ikke er tyk nok, så lad den stå uden låg for svag varme. Lad grydeskeen kigge til den en gang imellem.

 Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. et lille skvæt (1-2 tsk) lys vineddike.

Serveres med hakkede rødbeder.
- Og så fik vi også lige en gang strimlet spidskål vendt i syrnet fløde med en spsk. flydende honning, salt og peber.

Ingen kommentarer: